Kronik: Alt for mange knokler med det forkerte job hele livet

Følgende kronik er bragt i Politiken d. 22. april 2025.

Arbejde, arbejde, arbejde. Ingen af os får lov til at holde fri de næste mange år, hvor vi skal knokle for en velfærdsstat under pres, for et udsultet forsvar, for opretholdelse af produktiviteten.

Vi er simpelthen dårlige samfundsborgere, hvis vi arbejder for lidt. Både mænd og kvinder, unge og gamle. De unge skal med fremdriftsreformer hurtigere ud på arbejdsmarkedet, de gamle skal blive længere. Mændene skal arbejde mere derhjemme, mens kvinderne skal være flere timer på arbejdsmarkedet, så de ikke vedbliver at være en underskudsforretning. Sidstnævnte pointe har økonomiprofessor Nina Smith og cand.polit. Anne-Mette Barfod netop turneret med i medierne på baggrund af deres nye bog, ’Overskudskvinder’. Hovedbudskabet er, at fundamentet for den offentlige omsorg risikerer at blive undermineret, hvis (flere) kvinder arbejder på deltid eller helt forlader arbejdsmarkedet.

Pyh. Hvis ikke man var presset i bund i forvejen, kan man hurtigt blive det af de mange fordringer fra omverdenen. Men hvad er det så for arbejdsliv, vi ønsker os – os, der både kan og vil arbejde? Hvornår skal vi tale om, hvad de knap 50 år på arbejdsmarkedet, vi ender med at lægge, skal indeholde?

Kan man overhovedet offentligt tale om, at mange føler sig fanget og drænet af arbejdet og derfor drømmer om et andet, måske helt andet og friere arbejdsliv – uden at man bliver udlagt som en apologet af Maj My Humaidan. Hun forsøger dog som en af de få dog at løfte debatten om, hvad meningen er med det hele.

Hvis man hæver blikket en anelse, vil man med baggrund i international forskning kunne se, at arbejdsmarkedet gennem de seneste årtier er substantielt forandret på grund af globalisering og teknologisk udvikling. På samme tid er arbejdslivet blevet langt mere komplekst, så mange arbejdstagere i dag gennemlever flere, og også mere forskellige typer af, karriereskift, der går på tværs af erhverv, sektorer, organisationer og lande. Antallet af karriereskift igennem et arbejdsliv forventes at fortsætte med at stige, da de nye generationer på arbejdsmarkedet har større tilbøjelighed til at skifte job end tidligere generationer. Samtidig ændrer holdningerne til job og arbejdsliv sig også: Empiriske studier viser, at jobmobiliteten er øget i de industrialiserede lande, så mange medarbejdere nu er villige til frivilligt at søge forskellige typer af jobs for f.eks. at opbygge nye færdigheder; andre forlader højintensive jobs for at opnå bedre balance mellem arbejds- og privatliv, og pensionering indebærer ikke nødvendigvis et endegyldigt farvel til arbejdsmarkedet længere.

De mange forandringer af arbejdslivet betyder ifølge forskere, at kernebegreberne i det 20. århundredes karriereteorier bør omformuleres, så de passer til den verden, vi står midt i. De nuværende tilgange er kort sagt utilstrækkelige, fordi de er forankret i antagelser om stabilitet i personlige egenskaber og sikre jobs i afgrænsede organisationer og desuden betragter karrierer som en fast sekvens af stadier. Forestillingen om, at man begynder som elev i banken, når man er 18 år, og bliver på sin pind, til man fylder 67, holder simpelthen ikke længere. Det giver ikke samme mening at tale om lineære karrierer og karriereudvikling. Betegnelserne bør, foreslår forskere, erstattes med begrebet livsbaner. Hér kan mennesker mere aktivt designe deres liv, herunder arbejdsliv. Også andre forskere finder de oprindelige livsfasebaserede, aldersbundne teorier om karriereudvikling problematiske og knap så anvendelige i en moderne verden, fordi menneskelivet er stadig mere komplekst, og arbejdsstyrken stadig mere mangfoldig. Som psykolog og karriereekspert Mark Savickas og kolleger (2009) formulerer det, er det ikke længere kun de unge, der står over for det afgørende spørgsmål ’Hvad vil jeg bruge mit liv på?’. Spørgsmålet er relevant for alle, der forsøger at navigere gennem tilværelsens store transitioner – blandt andet i arbejdslivet.

Også længden af arbejdslivet er under forandring: De seneste cirka 30 år er arbejdslivslængden steget i de fleste europæiske lande, også herhjemme, og med den aldrende befolkning planlægger de fleste OECD-lande at hæve pensionsalderen. Med stigende forventet levetid og det dermed længere arbejdsliv vokser interessen for den udvikling, der sker midt i livet, hvor markante arbejdslivstransitioner også forekommer.

En hel del kvinder og efterhånden også en hel del mænd midt i livet – og ikke kun når de har småbørn, der behøver ekstra meget omsorg – har ofte et ændret karrierebehov og søger bedre balance eller mere meningsfuldt arbejde og mulighed for fortsat læring og udvikling. De væsentligste begrundelser for at gennemleve en jobtransition er ønsket om at lave noget mere udfordrende og meningsfuldt eller ønsket om at nå et nyt karrieremæssigt mål. Men transitioner i arbejdslivet har også omkostninger, pointerer flere forskere. Transitioner indebærer en menneskelig vækst, der er omkostningsfuld, fordi den betyder, at man må efterlade en gammel måde at være i verden på, som den anerkendte transitionsteoretiker William Bridges (2004) formulerer det: En transition begynder med, at man slipper alt det, der ikke længere passer ind i éns liv.

På trods af behovet for nye teorier om karriereudvikling, transitioner og arbejdsliv er det begrænset, hvad der findes af forskning om, hvorfor mennesker frivilligt forlader deres faste job midt i karrieren, og hvad det betyder for dem. Forskningen viser dog, at midalderen for mange mennesker udgør en livsfase, hvor de gør status, også over deres arbejdsliv. Bevidstheden om, at karrieren på et tidspunkt slutter, får dem til at reflektere over den valgte vej.

Selvevalueringen er ikke nødvendigvis kun retrospektiv, men kan også rumme prospektive overvejelser. Det paradoksale er, at midalderen for nogle er den livsfase, hvor karrieren når sit højdepunkt, mens den for andre byder på de første oplevelser af aldersbetinget diskrimination og derfor problemer med at finde anden ansættelse. Samtidig forlader mange også frivilligt deres job midt i livet på grund af utilfredshed med selve jobbet, mangel på udfordringer, mangel på karriererelateret identitet, stress, konflikt mellem arbejde og privatliv, eller en oplevelse af frustration eller desillusion. Selv om arbejdslivstransitioner kan forekomme når som helst, er midten af voksenlivet et særlig kritisk tidspunkt, fordi det sætter spørgsmålstegn ved mål og retning for hele éns liv og ofte kræver ny uddannelse og et grundlæggende fokusskift.

En hel del ældre medarbejdere flytter sig faktisk ud af et tidligere erhverv til et helt nyt, og endnu flere drømmer om det – men de tør ikke. Ny tysk forskning af Garthe og Hasselhorn fra 2022 viser, at arbejdsmæssige transitioner blandt ældre arbejdstagere er hyppige. På de fire år, deres undersøgelse løb, skiftede 13, 4 procent arbejdsgiver, mens 10,5 procent helt skiftede erhverv. Den tyske undersøgelse viser også, at midaldrendes ønske om forandring ofte forbliver uopfyldt: Andelen af ældre arbejdstagere, der ønskede at skifte profession, men ikke gjorde noget ved det, var næsten dobbelt så stor som dem, der tog springet. Tallene er tyske, men der er ingen grund til at tro, at tendensen er en anden i Danmark.

Det er nemlig ikke enkelt bare at skifte arbejdslivsbane. Som professor emerita Nancy Schlossberg påpeger, er særligt arbejdsrelaterede transitioner komplekse: Det er ikke transitionen i sig selv, som er det kritiske, men hvor meget den ændrer éns roller, relationer, rutiner og forestillinger. Det forklarer også, hvorfor selv en ønsket transition kan være oprørende.

Kompleksiteten viser sig ofte som modløshed, ambivalens, fortrydelse, skuffelse, tvivl, mangel på selvtillid og selvværd og følelser af isolation og devaluering eller som en negativ og selvironisk identitetsfølelse. At identitetsarbejdet i forbindelse med en arbejdslivstransition har betydning, skyldes, at individer er nødt til at dissociere fra deres tidligere selv og konstruere en ny identitet. Kompleksiteten i en arbejdslivstransition kan i sig selv give følelsen af stress, der kan manifestere sig som frygt, angst, usikkerhed eller depression – også fordi evnen til problemløsning og coping kan være svækket på grund af mangel på social støtte og nye, daglige rutiner.

Strategier til forlængelse af arbejdslivet er vigtige, særligt fordi muligheden for tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet nu er reduceret i mange lande som en reaktion på demografiske ændringer. Desuden opfordres ældre arbejdstagere til at arbejde længere. Mens flere arbejdsgivere i dag promoverer beskæftigelsesegnethed, ligger ansvaret for at opretholde evnen til at kunne fortsætte med at arbejde stadig i vid udstrækning hos arbejdstagerne selv.

De hurtige ændringer på arbejdsmarkedet og i arbejdslivet medfører nye behov for tilpasning blandt ældre arbejdstagere for at beskytte mod risici for en stigende uoverensstemmelse mellem personer og job og udgang fra arbejdslivet. Aktive strategier til at opretholde eller fremme person-job-egnethed, sundhed, arbejdsevne, motivation og – efterfølgende – ældre arbejdstageres beskæftigelsesdeltagelse bør være i højsædet.

Sagen er, at det langtfra kun er Arne, der er nedslidt og trænger til pension, sådan som socialdemokraterne holder fast i. Mange andre, der ikke er fysisk nedslidt, men mentalt nedslidt, kunne også have behov for at gå nye veje i stedet for at gå hjem – og gå ned. En vej kunne være at give midaldrende mulighed for ikke bare et enkelt års efteruddannelse, som er et element i debatten om universitetsreformen, men mulighed for helt nye uddannelser.

Hvorfor er der ingen, der ser potentialet i de ældre arbejdstageres drømme og behov, nu hvor der ellers er gang i arbejdet med universitetsreformer og beskæftigelsesindsatser? Potentialet for
erhvervsmæssige transitioner blandt ældre arbejdstagere er stort og bør håndteres på samfundsplan, politisk og forskningsmæssigt. Særligt bør man måske se på gruppen af arbejdere, der gerne vil flytte sig, men ikke føler, at de kan.

Hvad nu, hvis der er mange flere, der som tidligere minister og S-politiker Christine Antorini drømmer om at gå helt nye veje, der på lidt længere sigt også kan være til gavn for velfærdssamfundet; Antorini gik fra at være direktør til at studere sygepleje, da hun var i slutningen af 50’erne. Meningsfuldt for hende, ja, men så sandelig også for os andre. Hun havde klogelig lagt penge til side og lever nu mere sparsommeligt i forhold til tidligere for at kunne realisere sin drøm.

Hvad nu, hvis drømmene om et helt nyt arbejdsliv kunne gå i opfyldelse for langt flere, der ikke er helt så privilegerede som Antorini? I stedet for at føle sig fanget og drænet og bare vente på at kunne forlade arbejdsmarkedet kunne de få sig et nyt arbejdsliv til gavn for dem selv og for samfundet.

Hvad nu, hvis vi omtænkte tingene, pengene, systemerne?

Hvad nu, hvis der var plads til en åben, pluralistisk og fordomsfri samtale om, hvordan vi gerne vil indrette vores arbejdsliv, også når vi bliver ældre? Måske flere ville opleve, at de i deres liv og arbejde bidrager med noget meningsfuldt.