autisme-spektrum-
forstyrrelse

Hvad er autismespektrum-forstyrrelse?

Autismespektrumforstyrrelse (ASF) er en medfødt udviklingsforstyrrelse, der påvirker, hvordan hjernen bearbejder information. De tidligere diagnoser autisme og Aspergers syndrom er nu samlet under den fælles betegnelse ASF.

ASF viser sig tidligt i barndommen og er ofte kendetegnet ved vanskeligheder med socialt samspil, kommunikation og gentagende eller særegen adfærd . ASF kaldes en spektrumforstyrrelse, fordi symptomer og funktionsniveau varierer meget fra person til person. Nogle har betydelige udviklingsvanskeligheder, mens andre har et højt intellektuelt funktionsniveau, men med sociale udfordringer og stærkt fokuserede interesser.

ASF er ikke en sygdom, man kan helbredes for, men en neurologisk måde at være i verden på, som kræver forståelse og støtte. Nogle mennesker med ASF har brug for støtte i hele livet, mens andre klarer sig selvstændigt med mindre hjælp.

Årsager og diagnosticering

Der er solid videnskabelig dokumentation for, at ASF har genetiske årsager. Studier med enæggede tvillinger viser, at hvis den ene tvilling har ASF, er sandsynligheden betydelig for, at den anden også har det. Derudover kan påvirkninger under graviditeten, som fx infektioner, også spille en rolle.

ASF diagnosticeres ikke med blodprøver eller hjernescanninger, men gennem observationer af barnets adfærd og udviklingshistorie. Specialister anvender internationale kriterier og værktøjer som ADOS og ADI-R, som systematisk vurderer kommunikation, sociale færdigheder og adfærd.

Tegn at være opmærksom på

Som forælder kan du være opmærksom på følgende tegn, især i barnets tidlige år:

  • Forsinket eller anderledes sprogudvikling
  • Manglende øjenkontakt og gensidighed i kontakt
  • Gentagne bevægelser (som vuggen eller håndflappen)
  • Særlige interesser, ofte med intens fokus
  • Modstand mod ændringer i rutiner eller omgivelser
  • Overfølsomhed over for sanseindtryk (lyd, lys, berøring)
  • Manglende interesse for samvær med jævnaldrende

Tidlig opdagelse og støtte kan gøre en stor forskel for barnets trivsel og udviklingsmuligheder

Hvad kan man gøre som forælder?

Der er flere måder, du som forælder kan støtte dit barn med ASF:

  • Skab en forudsigelig hverdag med faste rutiner
  • Brug visuelle hjælpemidler som piktogrammer og skemaer
  • Forbered barnet grundigt på skift og overgange
  • Giv barnet mulighed for at fordybe sig i interesser – det kan styrke selvværd og læring
  • Inddrag fagpersoner som pædagoger, lærere og psykologer i en fælles plan
  • Vær opmærksom på barnets tegn på stress og hjælp med at skabe ro
  • Opsøg viden og netværk – du er ikke alene

Selv små tiltag i hverdagen kan have stor betydning og skabe bedre trivsel for både barnet og familien.

Styrker og potentialer

Det er vigtigt at huske, at ASF ikke kun handler om vanskeligheder. Mange børn og voksne med ASF har styrker som systematisk tænkning, stærk hukommelse, kreativitet eller stor opmærksomhed på detaljer. Nogle har særlige evner inden for fx matematik, musik eller kunst.

Nyere forskning og praksis fokuserer i stigende grad på at fremme livskvalitet, trivsel og deltagelse – frem for udelukkende at afhjælpe vanskeligheder.

ASF er en naturlig variation

ASF bliver i dag ofte forstået som en del af den naturlige variation i menneskelig neurologi – en tilgang kaldet neurodiversitet. Det betyder, at ASF  ses som en måde at opleve, forstå og være i verden på. En sådan tilgang lægger vægt på at skabe rummelige og inkluderende omgivelser, hvor mennesker med ASF kan trives og bidrage. Forældre, fagfolk og samfundet spiller en vigtig rolle i at fremme forståelse og muligheder for børn og unge med ASF.

Du er ikke alene

At have ASF kan være svært for både børn og forældre. Nogle gange kan man som familie have brug for hjælp til, hvordan man kan håndtere hverdagen bedre. Hvis dit barn har symptomer på ASF, er du velkommen til at kontakte Transibo for en samtale om, hvordan vi kan hjælpe jer.

Klar til en samtale?

 Det er vigtigt, at du oplever en god kemi og et trygt match mellem dig og din psykolog, for dette har betydning for et frugtbart samarbejde. For mange kan det føles som en stor beslutning at tage det første skridt og kontakte en psykolog, og det er helt naturligt at have spørgsmål eller måske endda en vis tøven.

Inden du starter i terapi, tilbyder vi en uforpligtende afklarende telefonsamtale, så du får en forståelse af, hvordan den terapeutiske proces kan forme sig. Vi ønsker, at du føler dig tryg og godt tilpas fra begyndelsen, så du kan få mest muligt ud af dit forløb.

10 + 10 =