ADHD
Forståelse og støtte: Når dit barn har ADHD
ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder) er en udviklingsforstyrrelse, der viser sig ved vedvarende vanskeligheder med opmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet. Symptomerne begynder i barndommen og kan påvirke barnets trivsel, sociale relationer og skolegang. Som forælder kan det være en udfordring at forstå og navigere i en hverdag med ADHD – men med viden og støtte kan du gøre en vigtig forskel for dit barn.
Hvordan viser ADHD sig?
ADHD er karakteriseret ved tre hovedsymptomer:
- Opmærksomhedsforstyrrelser: Barnet har svært ved at fastholde fokus, laver mange skift og glemmer instruktioner.
- Hyperaktivitet: Barnet er fysisk uroligt, har svært ved at sidde stille og taler måske meget.
- Impulsivitet: Barnet handler impulsivt, afbryder ofte og har svært ved at vente på tur.
Symptomerne varierer fra barn til barn og afhænger af alder og kontekst (Sundhed.dk, 2024; APA, 2023a).
Årsager, forekomst og diagnosticering
ADHD skyldes en kombination af biologiske og genetiske faktorer. Hjernens udvikling og signalstoffer, særligt dopamin, spiller en central rolle. ADHD er arveligt, og der ses ofte tilfælde i nærmeste familie. ADHD forekommer hyppigere hos drenge end piger, om end en del kvinder som voksne sendiagnosticeres med ADHD. Diagnosen stilles ud fra barnets adfærd i forskellige situationer og ofte i samarbejde mellem forældre, skole og sundhedsvæsen. Der anvendes spørgeskemaer, observationer og interviews med barnet og dets omgivelser.
Som forælder: Hvad skal du være opmærksom på?
Som forælder kan du være opmærksom på følgende tegn:
- Barnet har svært ved at koncentrere sig om lektier og opgaver.
- Der opstår hyppige konflikter i hjemmet eller i skolen.
- Barnet virker konstant i bevægelse eller meget talende.
- Der er vanskeligheder med at vente på tur eller følge instruktioner.
- Der er tegn på lavt selvværd eller social isolation som følge af adfærden.
Tidlig opdagelse og støtte kan gøre en stor forskel for barnets trivsel og udviklingsmuligheder
Hvad kan du gøre som forælder?
Der er flere måder, du som forælder kan støtte dit barn med ADHD:
- Skab struktur i hverdagen: Børn med ADHD profiterer af faste rutiner og klare forventninger. En overskuelig dagligdag med visuelle skemaer og faste tidspunkter for aktiviteter kan mindske kaos og uro.
- Vær tydelig og konkret: Giv korte og præcise instruktioner én ad gangen. Gentag ved behov og sørg for øjenkontakt, når du taler til barnet .
- Styrk positiv adfærd: Ros og anerkendelse har stor effekt.
- Støt barnets sociale relationer: Hjælp barnet med at forstå sociale spilleregler og håndtere konflikter. Nogle børn har brug for guidede legeaftaler eller social færdighedstræning .
- Samarbejd med skole og institution: Det er vigtigt med tæt dialog med lærere og pædagoger om barnets behov og udvikling. Mange børn har glæde af ekstra støtte, ro i klassen eller særlige læringsstrategier.
- Overvej behandling, hvis det anbefales: Behandling af ADHD kan bestå af pædagogiske tiltag, psykoedukation, samtaleterapi og i nogle tilfælde medicin. Beslutninger bør træffes i dialog med sundhedsprofessionelle.
- Pas på dig selv som forælder: Det kan være krævende at have et barn med ADHD. Sørg for støtte – det kan være i form af rådgivning, netværk eller professionel hjælp.
Selv små tiltag i hverdagen kan have stor betydning og skabe bedre trivsel for både barnet og familien.
Du er ikke alene
En dagligdag med ADHD kan være svær for både børn og forældre. Nogle gange kan man som familie have brug for hjælp til, hvordan man kan håndtere hverdagen bedre. Hvis dit barn har symptomer på ADHD, er du velkommen til at kontakte os for en samtale om, hvordan vi kan hjælpe jer.
Klar til en samtale?
Det er vigtigt, at du oplever en god kemi og et trygt match mellem dig og din psykolog, for dette har betydning for et frugtbart samarbejde. For mange kan det føles som en stor beslutning at tage det første skridt og kontakte en psykolog, og det er helt naturligt at have spørgsmål eller måske endda en vis tøven.
Inden du starter i terapi tilbyder vi en uforpligtende afklarende telefonsamtale, så du får en forståelse af, hvordan den terapeutiske proces kan forme sig. Vi ønsker, at du føler dig tryg og godt tilpas fra begyndelsen, så du kan få mest muligt ud af dit forløb.


